Der har været meget stille på min blog i meget lang tid, mest af alt fordi jeg ikke har haft overskud til noget som helst. Efter at have kørt galt i 2010 på motorvejen, har jeg været igennem mange læger, psykologer, psykiater, neurolog, neurokirug, kiropraktor, sågar en healer og mange flere uden at nogen kan gøre noget. En nerveskade i nakken er det jeg sidder tilbage med. Migræneanfald i stor stil med opkast og høj lysfølsomhed.
I sidste uge skulle jeg på kommunen og mødes med rehabiliteringsteamet som skulle tage stilling til min situation. De har sendt mig afsted til alle disse læger og jeg synes jeg er blevet kastet meget rundt. Det endte med at jeg måtte gå derfra tudende og frustreret da de ikke kan sende mig ud i hverken et ressourceforløb eller flexjob og heller ikke give mig førtidspension pga. at jeg er gravid.
Før det første er der 20 uger endnu til jeg skal føde så de kunne sagtens have startet op på en af de to første ting, da der dog er 16 uger til jeg skal på barsel. De kunne ikke komme med andre argumenter end at det var fordi jeg var gravid, men de tror åbenbart at jeg kan få det bedre efter fødsel og barsel. I min sag er der dog kun tegn på at jeg får det værre og værre. Alle papirer er i orden og selv min sagsbehandler på kommunen var i chok over deres beslutning. Det eneste jeg kan nu er at bruge en §17, hvor jeg selv søger om førtidspension, det kan så tage ½-1 helt år.
Det er meget frustrerende at være syg og samtidig skal kæmpe sådan med en kommune. Jeg har ellers altid arbejdet, og vil stadig gerne, men ligger med migræne og opkast og store smerter så snart jeg skal gøre det mindste.
Det skal nu ikke få lov til at ødelægge glæden ved at være gravid, selv om det nogen gange overskygger og hænger over hovedet som en tåge der er tung og mørk. Jeg håber det kommer til at gå alt sammen, selv om jeg har mine tvivl.
Denne lille dreng er i maven og mangler lige 21 uger mere før han er helt færdig, det er vidunderligt at mærke liv og det giver mig mange ting at tænke over. Men størst af alt er glæden.
Jeg har 2 piger i forvejen, den ene så stor hun skal konfirmeres i år den anden er 11 i næste uge, de glæder sig også meget til Emil kommer.Det gør bonus børnene heldigvis også. Det er en rigtig lille efternøler som vil blive forkælet ud over alle grænser, Emil kommer ikke til at rører gulvet den uge alle børnene er her. Om det er godt eller skidt det må tiden jo vise.
Nogle gange er det godt at komme af med lidt af det man sidder med alene, så nu vil jeg prøve at være positiv og fokuserer på de ting der er vigtige. Med dette nye liv i maven ville alt andet være forrykt.
