Zoneterapi NICE!!

I går var jeg nede i byen til zoneterapi og det er noget jeg aldrig troede jeg skulle falde for, men det er super skønt at ligge der og slappe af. En af de ting man er så dårlig til fordi der altid er så meget man skal nå i dagligdagen. Det er ikke altid man når det hele må jeg sige, 37 t/uge i Århus, 4 børn, en hund og et stort hus. Man når bare ikke det hele altid. Så det med at slappe af er meget velkommen i min verden. Den er jo ikke altid så sukkersød. Jeg er en af mange her i danmark der skal hjælpes lidt til at være tilfreds med mig selv. Jeg er heldigvis et meget udadvendt, positivt og altid sprudlende humør menneske, når jeg er sammen med andre mennesker, men ikke altid inden i.


Så er det godt at have en hobby. Noget at fordybe sig i så man har andet at tænke på eller ikke tænke overhovedet. Den ene hobby er at bruge mine hænder. Jeg hækler, strikker, laver glas og syr i ny og næ. En lille kage kan man altid spise, meeeen ikke hvis den er hæklet. Havde en tanke om at skulle lave en hel lagkage af disse lagkagestykker, men vil hellere lave nogle andre nørkle sager.

Så som dette tørklæde der krøller helt af sig selv, det er også hæklet og på kun 2 aftener så det er bare et nemt hurtigt tørklæde.

Jeg er ved at strikke en nederdel, tror helt sikkert den bliver fin, og så elsker jeg striber....:0)

Den anden er motion. Jeg er instruktør i Aerobic/step og i spinning. Det er super dejligt at bruge kroppen på den slags, man bliver helt høj. Jeg løber og ville gerne gøre det meget men det er jo tiden igen. Der er altså for få timer i døgnet.

Men med alt det jeg gerne vil bruge tid på og det har måske altid været en flugt for mig så jeg var fri for at være alene med mig selv, er jeg ved at lære at slappe liiiiiiiiiidt af. At blive ramt hårdt af en depression er som at få rykket tæppet væk under fødderne på en. At miste grebet og overblikket og hele tiden føle at man ikke slår til. Græde uden at vide hvad man egentlig sidder og græder for. Ting der er meget værre, dem man frygter at gøre når man er desperat og helt nede i kulkælderen, bliver lige pludselig en del af hverdagen og hård at kæmpe imod. Godt man har børn og noget der trods alt holder i ens hjerte.

Det var egentlig ikke helt det jeg regnede med at skulle skrive idag, det virker måske lidt rodet, det synes jeg i hvert fald, men det var nok alligevel det der faldt mig ind jeg lige fik griflet ned. Man bliver altid lidt mere depri når solens timer er så få. Jeg er heldigvis på rette spor igen, med medicin og mere styr på det hele. Der skal ikke så meget til at vælte korthuset men jeg kommer ikke så langt ned mere. Det bliver forhåbentlig nemmere og nemmere.

Hvis du har hængt på indtil nu, vil jeg bare sige, sikke en tålmodighed du har med mig. Det skal du have tak for. Jeg er nybegynder i dette bloggeri men jeg synes det er godt at komme af med det indeni og egentlig er jeg ikke til dagbøger men at blogge er sjovt og jeg bliver grebet af andres historie. Livs historier, de trænger altid dybt ind under huden på mig.